Tortgodtgørelse

Bliver du udsat for en krænkelse – fysisk, psykisk eller digital – kan du have ret til tortgodtgørelse. Det gælder, hvis du fx er blevet udsat for vold, seksuelle overgreb, chikane eller ulovlig deling af billeder. I dette indlæg gennemgår vi, hvad tortgodtgørelse er, hvornår du kan kræve den, og hvad ændringer i lovgivningen betyder for dig som udsat. 

Hvad er Tortgodtgørelse?

Tortgodtgørelse er en økonomisk kompensation, der gives til en person, som har været udsat for en personlig krænkelse – altså en handling, der rammer ens integritet, ære, frihed eller person. Det kan fx være vold, chikane, trusler, seksuelle overgreb, æreskrænkelser eller uretmæssig frihedsberøvelse.

Det særlige ved tortgodtgørelse er, at det ikke handler om økonomisk tab, som fx mistet indtægt eller ødelagte ting. I stedet gives det som en anerkendelse af den skade, man har lidt på sjælen eller selvrespekten. Det er med andre ord en godtgørelse for selve krænkelsen og de følelsesmæssige eller psykiske konsekvenser, den har medført.

Tortgodtgørelse kan gives uanset, om gerningsmanden er dømt strafferetligt eller ej – det afgørende er, om der er tale om en retsstridig krænkelse. Det kan også ske i forbindelse med en straffesag, hvor tortkravet behandles sammen med straffen.

Erstatningsansvarsloven § 26 - godtgørelse for tort 

Erstatningsansvarsloven § 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

  • Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 eller 24, herunder at krænkelsen er begået over for en person under 18 år.

  • Stk. 3. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.

  • Stk. 4. § 18, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på godtgørelse efter § 26 a.

Hvad er kravene for at medtage en tortlignende godtgørelse?

Tortlignende godtgørelse kan gives, selvom der ikke er tale om en klassisk tort (krænkelse af personlig integritet), hvis forbrydelsen er særlig grov. For at få denne form for godtgørelse skal tre hovedbetingelser være opfyldt:

1. Der skal være begået en forbrydelse

Gerningsmanden skal have handlet med vilje (forsætligt), og handlingen skal være så alvorlig, at den typisk straffes med fængsel i et år eller mere. Krænkelsen skal have skabt konkret utryghed og angst hos offeret.

2. Der skal være tale om et særligt groft angreb på person eller frihed

Det kan fx være vold med våben (økse, brosten, kniv) eller vold, der har stået på over længere tid. En trussel med våben er normalt ikke nok – våbnet skal være brugt til at udøve skade.

3. Skaderne skal være betydelige

Jo grovere forbrydelse, jo mindre krav stilles til skadernes omfang – men der skal være påført konkret skade, som fx varige mén eller alvorlige fysiske og psykiske følger.

Professionel hjælp hvis du er udsat 

Tortgodtgørelse er en vigtig anerkendelse af den skade, man som offer har lidt – både i den fysiske og digitale verden. Det handler ikke kun om penge, men om retfærdighed. Har du været udsat for en krænkelse og er i tvivl om dine muligheder? Vi står klar til at hjælpe dig med professionel og tryg rådgivning – du behøver ikke stå alene.