Østre Landsret har ved dom af 8. december 2022 stadfæstet Retten i Næstveds dom af 22. marts 2022, dvs. givet vores klient medhold i, at hendes erstatningskrav i anledning af en patientskade ikke var forældet.
Vores klient pådrog sig en alvorlig skade i år 2007, som blev anerkendt som en erstatningsberettigende patientskade. Der blev tilkendt erstatning for diverse udgifter samt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, men derimod ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da vores klient var i stand til at fortsætte sit arbejde.
Vores klient søgte senere om genoptagelse af sagen, da hun blev bevilget fleksjob af kommunen. Anmodningen om genoptagelse blev modtaget af Patienterstatningen mindre end 10 år efter den sidste afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen, men mere end 10 år efter den sidste afgørelse fra Patienterstatningen.
Det følger af klage- og erstatningslovens § 60 b, at 10-årsfristen for anmodning om genoptagelse skal regnes fra den bindende afgørelse i sagen.
Spørgsmålet i sagen var derfor, om den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra den sidste afgørelse fra Patienterstatningen eller den sidste afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen.
Både Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra Patienterstatningens sidste afgørelse i den oprindelige sag, og vurderede derfor, at kravet var forældet.
Vores opfattelse var, at den bindende afgørelse i klage- og erstatningslovens § 60 b’s forstand måtte være Ankenævnet for Patienterstatningens sidste afgørelse, og at kravet derfor ikke var forældet.
Retten i Næstveds 3 dommere var enige med os i, at kravet ikke var forældet.
Sagen blev betragtet som principiel, hvilket var baggrunden for at der deltog 3 dommere ved afgørelse af sagen.
Ankenævnet for Patienterstatningen ankede dommen til Østre Landsret, der nu med endnu en 3-0 afgørelse har stadfæstet byrettens afgørelse.
Landsretten fandt, at en naturlig forståelse af ordlyden af og forarbejderne til klage- og erstatningslovens § 60 b førte til, at Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 10. november 2011 måtte anses for at være den (seneste) bindende afgørelse om anerkendelse af vores klients patientskade, således at forældelsesfristen i sagen løb fra dette tidspunkt. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at Ankenævnet for Patienterstatningen i afgørelsen af 10. november 2011 tiltrådte Patienterstatningens bagvedliggende vurdering i afgørelsen af 30. november 2010, hvorefter der var et ansvarsgrundlag efter klage- og erstatningsloven, og at der i øvrigt var tilkendt erstatning som sket. Da Ankenævnet for Patienterstatningen i stedet kunne have ophævet eller ændret vurderingen af, at vores klient havde lidt en patientskade, måtte ankenævnets afgørelse således anses for en positiv afgørelse i forarbejdernes forstand. Landsretten bemærkede, at ankenævnets afgørelse også efter en sædvanlig forståelse af en administrativ afgørelse måtte anses for bindende.
Sagen er ført af advokat Mikael Skou Skjoldager i begge instanser.