Kroer\Fink Advokater har ført og vundet en sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen vedrørende tabt arbejdsfortjeneste.
Parterne var i sagen enige om, at vores klient var blevet påført en svær invaliderende patientskade medfølgende et meget langt sygdomsforløb, og vores klient blev tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men Ankenævnet for Patienterstatningen havde nedsat erstatningen både fordi Ankenævnet ikke fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at vores klient havde fået tilbudt og tiltrådt et job på skadestidspunktet, og fordi Ankenævnet ikke mente, at vores klient kunne arbejde på fuld tid med hans grundlidelse, selv hvis patientskaden ikke var sket.
Vores klient havde en grundlidelse i form af en tarmsygdom, der havde medført, at han efter gymnasiet var bevilget revalidering til en videregående uddannelse inden for det samfundsvidenskabelige område.
Efter endt uddannelse havde vores klient gået ledig i 2 år men havde stået til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Han havde i ledighedsperioden deltaget i to virksomhedspraktikperioder på fuld tid. På skadestidspunktet var vores klient netop tiltrådt en fuldtidsstilling som restaurantchef, men han havde endnu ikke modtaget en underskrevet ansættelseskontrakt.
Ankenævnet havde indhentet en bekræftelse fra vores klients chef på ansættelse samt lønvilkår, men på trods heraf mente Ankenævnet ikke, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at vores klient havde fået og tiltrådt jobbet. Derfor tog Ankenævnet ikke udgangspunkt i lønnen i det tilkendte job i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, men tog i stedet udgangspunkt i lønnen i en stilling som tjenervikar, som vores klient havde bestridt i en måned hen over en sommerperiode, ligesom Ankenævnet først tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra knap et halvt år efter udløbet af den forventede sygeperiode, idet vores klient måtte forvente en yderligere ledighedsperiode, før han havde fået sig et job, hvis ikke patientskaden var sket. Ankenævnet vurderede endvidere, at vores klients grundsygdom ville have hindret ham i at arbejde på fuld tid også uden patientskaden, og at han skønsmæssigt kun kunne have arbejdet 30 timer ugentligt.
Erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste tog således efter vores opfattelse udgangspunkt i en for lav månedsløn (tjenervikar frem for restaurantchef), ligesom den var tilkendt for sent samtidig med, at den uretmæssigt var nedsat fra en forventet fuldtidsstilling til en 30 timers stilling.
Ved vidneforklaringer for byretten kunne vores klients chefs tidligere udtalelse bekræftes, og vi fik medhold i, at det var tilstrækkelig dokumenteret, at vores klient havde fået og tiltrådt jobbet som restaurantchef, hvorfor erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skulle tage udgangspunkt i lønnen, vores klient kunne have oppebåret i denne stilling. Endvidere fik vi medhold i, at vores klient kunne have varetaget en stilling på fuld tid, såfremt patientskaden ikke var sket.
Det vides ikke, om dommen ankes.
Sagen blev ført af advokat Karen Lund Petersen.