Sag mod Erstatningsnævnet vundet – stop af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Kroer\Fink Advokater har bistået en socialpædagog med at opnå yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter en arbejdsskade, hvor socialpædagogen var blevet overfaldet af en beboer på et bosted med en psykisk skade til følge. Socialpædagogen blev sygemeldt efter skaden og opsagt fra sit arbejde. Kommunen havde i en periode udbetalt sygedagpenge men standsede på et tidspunkt udbetalingen, da kommunen vurderede, at socialpædagogen ikke længere var uarbejdsdygtig. Grundlaget for kommunens vurdering var to af kommunen indhentede speciallægeerklæringer, men ikke journalen fra socialpædagogens egen læge. Erstatningsnævnet standsede udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da nævnet – som kommunen – vurderede, at socialpædagogen ikke længere var uarbejdsdygtig på grund af arbejdsskaden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde dog vurderet, at socialpædagogen havde et midlertidig erhvervsevnetab på 35 %, som fortsatte, idet kommunen ikke ville arbejdsprøve socialpædagogen.

Socialpædagogen fik medhold i, at Erstatningsnævnet ikke havde været berettiget til at standse erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og Erstatningsnævnet skulle genoptage sagen. Dommen er ikke blevet anket og står derfor ved magt.

Sagen er blevet ført af advokat Karen Lund Ravnborg.