Retten i Glostrup tilsidesætter Ankenævnet for Patienterstatningen i sag om uhelbredelig mundhulekræft

Retten i Glostrup har den 24. oktober 2025 givet et dødsbo efter en afdød patient medhold i en sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen. Retten fandt, at patienten blev påført en erstatningsberettigende patientskade i form af uhelbredelig mundhulekræft som følge af manglende tilbud om halsdissektion efter operation i december 2018.

Sagen vedrørte en patient, der tidligere var behandlet for kræft i tungen, og som ved en operation den 28. december 2018 fik påvist isolerede tumorceller i to sentinel-lymfeknuder på halsen. Patienten blev imidlertid ikke tilbudt supplerende behandling i form af halsdissektion eller strålebehandling, selv om dette fulgte af de på behandlingstidspunktet gældende retningslinjer.

Patienterstatningen anerkendte, at der var begået en behandlingsfejl, men fandt ikke, at fejlen med overvejende sandsynlighed var årsag til, at kræftsygdommen senere blev uhelbredelig. Denne vurdering blev stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen.

Retten i Glostrup tilsidesatte imidlertid Ankenævnets afgørelse. Retten lagde vægt på, at der var begået en klar behandlingsfejl, og at betingelserne for bevislempelse derfor var opfyldt. På baggrund af de lægefaglige erklæringer fandt retten, at der forelå en vis, større sandsynlighed for, at korrekt behandling kunne have forhindret udviklingen af uhelbredelig kræft.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter dømt til at anerkende, at der forelå en erstatningsberettigende patientskade, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Mikael Skou Skjoldager, der førte sagen for vores klient.