Vundet sag mod pensionsselskab - efter 5 gange afslag fra selskabet

Vores klient har fået medhold i en tvist mod et pensionsselskab om udbetaling af invalidesum fra en gruppelivsordning.

Sagen blev afgjort uden om Ankenævnet for Forsikring, da selskabet under klagesagen valgte at anerkende kravet.

Tvisten drejede sig om, hvorvidt klientens generelle erhvervsevne var varigt nedsat med mindst 2/3. Klienten lider af en kronisk gigtsygdom med udtalt træthed (fatigue) samt lungegener med tilbagevendende væskeansamlinger.

Selskabet havde afslået dækning fem gange, bl.a. med den begrundelse, at klientens tilstand ikke var stationær, og at han med de rette skånehensyn kunne varetage et arbejde på mindst 1/3 tid.

Vi indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring i april 2026. Vi gjorde bl.a. gældende, at de lægelige akter, herunder en speciallægeerklæring om, at tilstanden var stationær, kronisk og varig, understøttede en varig nedsættelse af erhvervsevnen. Vi henviste også til, at selskabets egen lægekonsulent havde anerkendt, at klienten led af invaliderende fatigue. Endelig havde det kommunale forløb vist, at klienten selv med betydelige skånehensyn ikke kunne arbejde mere end 2-3 timer ugentligt i virksomhedspraktik, og at han var blevet tilkendt seniorpension.

Under ankenævnssagen blev der fremlagt nye helbredsoplysninger, hvorefter selskabet valgte at indhente en ny reumatologisk speciallægeerklæring. På baggrund af den meddelte selskabet den 27. oktober 2026, at der nu forelå dokumentation for, at klienten har et varigt generelt erhvervsevnetab på mindst 2/3, og at han er berettiget til udbetaling af invalidesummen på 350.000 kr.

Sagen viser, at et afslag fra selskabet ikke nødvendigvis er det sidste ord, og at det kan betale sig at holde fast, især når den lægelige dokumentation udvikler sig.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokatfuldmægtig Nicolai Holm-Gregersen, der har ført sagen for vores klient i samarbejde med advokat Mikael Skou Skjoldager.