3 advokater sagde "nej" til sagen - endte med forsikringsydelse på 2,4 mio. kr. efter Kroer\Finks indtræden i sagen

I juni 2024 blev vi kontaktet vedrørende en potentiel forsikringssag, hvor 3 andre advokater forinden havde afslået at påtage sig sagen, da man ikke fandt, at denne kunne vindes.

4. marts 2026 blev der sat et punktum i sagen, da Ankenævnet for Forsikring gav vores klient fuldt ud medhold i sagen, hvilket medførte en skattefri udbetaling på 2 millioner kr. , da selskabet valgte at følge kendelsen.

Herudover kom der 362.000 kr. til udbetaling i renter, da vi gjorde gældende, at det var en standpunktsrisiko, at selskabet ikke ville yde forsikringsdækning.

Tvisten drejede sig om, hvorvidt der allerede forud for forsikringstegning var symptomer på den senere diagnosticerede skizofreni.

Nævnet bemærkede, at skaden var anmeldt i forsikringstiden, og at det var selskabet, der skulle bevise, at vores klient havde haft sådanne symptomer på skizofreni inden udløbet af karensperioden.

Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at selskabet ikke havde bevist, at klageren forud for udløbet af karensperioden havde udvist sådanne symptomer på skizofreni, at selskabet kunne afvise at yde dækning. Selskabet skulle derfor udbetale forsikringssum ved sygdom i overensstemmelse med aftalegrundlaget.

Advokat Jakob Fink varetog klientens interesser i sagen.