Guide: Erstatning for nerveskader i 2024

Nerveskade efter en operation 

En nerveskade efter en operation vil kunne anerkendes som en patientskade omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, hvis operationen ikke har levet op til erfaren specialiststandard, og hvis man som følge heraf er blevet påført en skade.

En nerveskade efter en operation vil imidlertid også i særlige tilfælde kunne anerkendes som en patientskade omfattet lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, selvom operationen måtte have levet op til erfaren specialiststandard. 

Hændelig komplikation

Hvis der er sket en hændelig komplikation med nervebeskadigelse, vil en skade således kunne være omfattet af loven, hvis skaden er “sjælden” og samtidig “alvorlig”. Begge kriterier skal være opfyldt. Det er kumulative betingelser.

En skade er at betragte som sjælden, hvis den optræder i under 2 % af alle lignende tilfælde. Hvornår en indtrådt komplikation er alvorlig, afhænger af bl.a. hvilken grundlidelse patienten blev behandlet/opereret for. Jo mere alvorlig grundlidelsen var, desto mere skal patienten “tåle” ift. denne vurdering. 

Hvornår kan nerveskader opstå?

Nerveskader efter operationer kan være en alvorlig komplikation, der påvirker patientens livskvalitet og funktionsevne. Disse skader kan opstå af flere årsager, herunder direkte skade på nerver under operationen, unormal trykbelastning på nerverne på grund af patientens position under indgrebet, eller som følge af andre komplikationer, såsom infektion eller blødning.

Eksempel på nerveskade efter operation:

En 69-årig mand led af en forsnævring i lænderyggen, hvilket resulterede i smertefuld udstråling i benene. Han blev derfor indlagt til operation. Under operationen opstod der en rift på rygmarvshinden, hvilket krævede en udvidelse af det operative felt og rekonstruktion af rygmarvshinden. Efter operationen oplevede manden smerter i sit højre ben, vanskeligheder med at kontrollere sin højre fod, problemer med at skelne fornemmelser af luftafgang og afføringstrang samt seksuel dysfunktion.

Vurdering fra Patienterstatningen:
En rift på rygmarvshinden er en kendt, men sjælden komplikation ved operationer i lænderyggen, selvom operationen udføres korrekt. Risikoen herfor er ikke usædvanlig og fører typisk til midlertidige gener. I sjældne tilfælde kan der imidlertid opstå nerveskader, hvilket desværre var tilfældet for den 69-årige mand. Nerveskaden var sjælden og havde alvorlige konsekvenser for patienten, hvilket berettigede ham til erstatning.

Erstatning:
Manden blev vurderet til at have en varig méngrad på 25 % som følge af nerveskaden. Han modtog kompensation for sin permanente skade samt for den forlængede sygeperiode, som komplikationen medførte. Samlet set blev han tilkendt 150.000 kr. i erstatning.

Vi er eksperter i patientskadesager

Hvis du har pådraget dig en nerveskade i forbindelse med f.eks. en operation, kan det være svært at navigere i erstatningsprocessen. Hos Kroer og Fink specialiserer vi os i at hjælpe mennesker med at opnå den erstatning og godtgørelse, man har krav på. Vi er eksperter i personskader, herunder i patientskadesager.