Østre Landsret har ved dom af 12. august 2021 afsagt kendelse om, at en kommune var ansvarlig for et indskolingsbarns fald fra et træ fra næsten 4 meters højde, hvilket medførte en alvorlig personskade.
Landsretten lagde vægt på, at faldulykken skete fra et træ ved en flisebelagt brandvej og fandt det påregneligt for skolen, at børn ville klatre i området, selv om der var et generelt forbud herom, og omgjorde således byrettens afgørelse af sagen.
Idet skadelidte er mindreårig og har pådraget sig et (betydeligt) varigt mén, er han automatisk berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Dommen er et eksempel på, at man som skole er forpligtet til at foretage effektive tiltag for at forhindre skader i at indtræde, særligt når der er tale om skolebørn i laveste aldersgruppe. En mundtlig instruks er således ikke nødvendigvis nok for at blive fritaget for ansvar.
Vores klient var i Landsretten repræsenteret ved advokat Søren Kroer. Skadelidte var i byretssagen ikke repræsenteret af Kroer/Fink Advokater.
Spørgsmål i sagen kan rejses til advokat Søren Kroer.