Rekorderstatning i patientskadesag

En større patienterstatningssag har efter mange års verseren nu fundet sin afslutning. Vi har i sagen bistået klienten med indledningsvis en retssag om anerkendelse, som blev vundet i byretten og siden vundet i landsretten. I den forbindelse fik vi tillige medhold i en kendelse hos Højesteret, hvor vi fik lov til at føre Patienterstatningens lægekonsulent som vidne i sagen. En kendelse som har fået betydning i mange andre patientskaderetssager.

Herefter blev sagen hjemsendt og udmålt erstatningsmæssigt, hvor der opstod tvist om omfanget af ret til tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, idet Patienterstatningen fandt, at erhvervsevnetabet kunne afskæres på grund af skadelidtes alder på skadestidspunktet. Dette blev herefter prøvet i byretten, hvor vores klient ligeledes fik medhold.

Dommen blev anket af Ankenævnet, men siden hævet igen, og sagen er nu afsluttet med en samlet erstatningsudbetaling på ca. 18 millioner kr., heraf ca. 4 millioner kr. i renter som følge af U2021.1058/2H - en Højesteretssag vi ligeledes har ført og vundet om forrentning.

Så vidt vides, er dette den største erstatningsudbetaling i en patienterstatningssag.

Spørgsmål om sagen kan ske til advokat Søren Kroer, der førte sagen.