Vi har med en nyere kendelse fra Ankenævnet for Forsikring fået hjulpet en klient med en sag mod hendes pensionsselskab.
Sagen drejede sig om, at vores klient, der havde sclerose, i mange år havde været medlem hos et pensionsselskab med ret til udbetaling af invalidepension ved varigt tab af erhvervsevne, på et tidspunkt skiftede job og blev obligatorisk medlem, hvilket betød, at præmien blev forhøjet.
Pensionsselskabet anførte, at der fra den forhøjede indbetaling indtrådte en karensperiode på 2 år, og idet hendes sclerose inden for den 2-årige periode havde udviklet sig i en sådan grad, at hun ikke reelt kunne arbejde mere end 1/3, ville pensionsselskabet udelukkende udbetale invalidepension ud fra den tidligere indbetalte præmie og altså ikke ud fra den forhøjede, selvom hun først fik tilkendt fleksjob og dermed reelt gik tilstrækkeligt ned i tid efter udløbet af den 2-årige periode.
Ankenævnet lagde i sin kendelse - trykt som 97.252 - vægt på fraværsudskrift, der viste, at hun ikke i den 2-årige periode arbejdede 12 timer ugentligt men snarere 24 timer, og på en udtalelse fra hendes tidligere chef, og Ankenævnet tilsidesatte dermed oplysninger i de kommunale akter, hvoraf det fremgik, at hun kun arbejdede 12 timer ugentligt.
Sagen er behandlet af advokat Karen Lund Petersen.