Pensionsselskab anerkender ret til udbetaling af invalidesum og supplerende førtidspension

Vi har i denne sag hjulpet en klient med at få udbetalt invalidesum fra hans pensionsselskab.

Vores klient henvendte sig til os via Scleroseforeningen, da pensionsselskabet havde afvist at betale den invalidesum og supplerende førtidspension, som han var berettiget til, hvis han blev tilkendt førtidspension i forsikringstiden.

Vores klient blev omfattet af en pensionsordning hos det pågældende pensionsselskab da han tiltrådte et fleksjob. På grund af fleksjobbet blev han omfattet af en særlig ordning, hvor det i forsikringsbetingelserne var angivet, at man ikke havde ret til invalidesum og supplerende førtidspension, hvis overgangen til førtidspension skyldtes eller havde sammenhæng med en sygdom, som var til stede på det tidspunkt, hvor man blev optaget i ordningen.

Da vores klient blev optaget i pensionsordningen, var han i fleksjob på grund af en bipolar lidelse.

Han arbejdede herefter i adskillige år i fleksjobbet indtil han fik konstateret sclerose. Efter et kortere kommunalt forløb blev han tilkendt førtidspension.

Selskabets synspunkt var, at overgangen til førtidspension havde sammenhæng med den bipolare lidelse.

Det var imidlertid vores opfattelse, at det på baggrund af indholdet af de kommunale akter og de lægelige oplysninger stod klart, at overgangen fra fleksjob til førtidspension i overvejende grad var begrundet i den nytilkomne sclerose, og at selskabet ikke kunne løfte bevisbyrden for, at overgangen til førtidspension var begrundet i den bipolare lidelse på trods af, at dette fremgik af afgørelsen om førtidspension.

Efter indhentelse af supplerende dokumentation foreholdt vi pensionsselskabet oplysningerne og vores synspunkt. Pensionsselskabet besluttede herefter at udbetale både invalidesum og anerkende ret til supplerende førtidspension.

Sagen blev varetaget af advokat Mikael Skou Skjoldager, hvortil spørgsmål kan rettes.