Vundet retssag mod pensionsselskab om dækning ved tab af erhvervsevne og præmiefritagelse

En af vores klienter har ved dom af 18. september 2024 fået medhold i en sag mod et pensionsselskab om ret til løbende dækning for tab af erhvervsevne.

 Klienten fik diagnosticeret psoriasisartrit, og diagnosen blev verificeret på 3 forskellige reumatologiske afdelinger.

Pensionsselskabet sendte klienten til en speciallægeundersøgelse, hvor speciallægen angav, at de diagnostiske kriterier ikke var opfyldt, og at hun ikke led af noget specielt, og at hun ikke var så hæmmet og havde så nedsat en funktionsevne, som hun gav udtryk for.

Selskabet stoppede derfor ydelserne.

Sagen blev indbragt for Ankenævnet for Forsikring, hvor den blev tabt. Vi indbragte derefter sagen for domstolene.

Efter retssagens anlæg overvågede pensionsselskabet vores klient og angav, at hun ikke havde været ærlig om den helbredsmæssige tilstand.

Københavns Byret gav vores klient medhold i, at hendes erhvervsevne var (og fortsat er) nedsat i tilstrækkeligt omfang for at opnå forsikringsdækning. Retten fandt bl.a., at de af selskabet foretagne internetundersøgelser og observationer ikke kunne føre til et andet resultat - bl.a henset til Retslægerådets besvarelser i sagen.

Det er glædeligt, at Retten i sagen netop anerkendte, at der var tale om kroniske smerter af vekslende styrke og med vekslende indvirkning på hverdagen, og at vores klients gener/lidelser dermed var fuldstændig reelle.

Dommen er blevet anket til landsretten.

Sagen er ført af advokat Mikael Skou Skjoldager.