Vores klient styrtede under et cykelløb med ca. 50 km/t. og pådrog sig følger efter hovedtraume i form af hovedpine, svimmelhed, kognitive klager.
Hun var først ved egen læge ca. 1 måned efter hændelsen, og både forsikringsselskabet og den uvildige instans, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mente, at der ikke forelå dokumentation for straks-symptomer dvs. at det ikke kunne dokumenteres, at skaderne var opstået ved ulykken.
Efter indhentelse af dokumentation fra cykelcomputeren, som viste, at der var tale om et højenergi traume og beskeder via messenger, kunne vi dokumentere, at skaderne var opstået ved ulykken.
Sagen blev forelagt Retslægerådet, som ganske usædvanligt også inddrog det øvrige bevismateriale (de vil normalt udelukkende forholde sig til de lægelige oplysninger). Da rådets erklæring forelå, stod det klart, at vi kunne bevise årsagssammenhæng, og på den baggrund blev sagen forligt med forsikringsselskabet på 2/3 af den oprindelige påstand, hvilket i praksis svarer til, at vores klient vandt sagen.
Sagen er ført af advokat Mikael Skou Skjoldager.