Vigtig Højesteretsdom – medførende praksisændring for tab af erhvervsevne-erstatning

Højesteret har den 17. januar 2025 afsagt en dom, der kan have stor betydning for de, der har modtaget en (negativ) afgørelse fra arbejdsskademyndighederne om, at de ikke måtte være berettiget til tab af erhvervsevne på mindst 15 % trods et varigt indtægtstab.

Med dommen blev det fastslået, at en tilskadekommen (en fleksjobber) kunne få lovens minimumserstatning for tab af erhvervsevne på 15 %, selvom tilskadekomnes indtægtstab var mindre end 15 %.

Det er på baggrund af dommen vores opfattelse, at man som tilskadekommen er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, blot lønnedgangen er på mere end 5 %. Det er en forudsætning, at indtægtsnedgangen er ”klar” og ”varig”.

Dommen vedrører efter vores opfattelse såvel sager efter arbejdsskadesikringslovens § 17 som efter § 17a – og dermed ikke kun fleksjobbere og vil formentlig også kunne udstrækkes til erhvervsevnetabssager efter erstatningsansvarsloven.

Der må på baggrund af dommen forventes genoptagelse af et meget stort antal sager, som umiddelbart kun begrænses af den 30-årige absolutte forældelsesfrist.

Ankestyrelsen har meddelt, at man ikke har mulighed for selv at finde de relevante sager og derfor ikke af egen drift kan genoptage sagerne.

Såfremt man måtte have en sag med denne problemstilling, vil vi opfordre til, at man anmoder om genoptagelse af sagen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Vi står naturligvis til rådighed, hvis man måtte ønske vores bistand hertil.