Vundet sag i Vestre Landsret mod Ankenævnet for Patienterstatningen pga. undladt trombolysebehandling

 

Vestre Landsret har ved dom af 5. februar 2025 afgjort, at vores klient skulle have anerkendt, at der var sket en klar fejl, idet han ikke var blevet behandlet med trombolyse. Dermed var der sket brud på nationale retningslinjer, hvilket førte til bevislempelse.

Ved dommen blev det slået fast, at vores klients synsgener skulle dækkes med 100 % i modsætning til Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse, som alene havde dækket 1/3.

Dommen stadfæster byrettens dom, men udvider bevislempelsen for en del af generne og viser, at man i sager, hvor der er sket brud på retningslinjer, lokalt eller nationalt, er omfattet af situationer for bevislempelse, hvilket tilsidesætter patientskademyndighedernes praksis på området.

Vi har derfor opfordret Ankenævnet for Patienterstatningen og Patienterstatningen til at genoptage sine afgørelser inden for trombolyseområdet og behandle alle dets anerkendelser med bevislempelse, således som det blev fastslået i Vestre Landsrets dom.

Kontakt os endelig hvis du måtte ønske hjælp til din patientskadesag, herunder sager til eventuel genoptagelse som følge af dommen.

Sagen blev ført i byretten og landsretten af advokat Søren Kroer (H).