Glædelig jul og godt nytår
Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske klienter, samarbejdspartnere, modparter og alle andre, der måtte læse med, en glædelig jul og et godt nytår.
Året har stået i pandemiens tegn, og vi håber, at 2021 bliver et mere ”normalt” år for alle.
På det faglige plan fik vi i begyndelsen af december måned til gavn for alle patienter markeret os med en vigtig sejr i Højesteret, der har resulteret i, at Patienterstatningen nu må genoptage mere end 8000 afsluttede sager, hvor der nu skal beregnes ekstra renter.
Vi ser frem til 2021, hvor der venter nye vigtige kampe mod forsikrings- og pensionsselskaberne samt myndighederne, og hvor vi i oktober næste år igen skal i Højesteret mod Ankenævnet for Patienterstatningen i en sag om forældelse.
Kroer\Fink Advokater vinder Højesteretssag om forrentning
Kroer\Fink Advokater har d.d. på vegne af en patient, der fik en lægemiddelskade, vundet en principiel retssag omhandlende forrentning af erstatning i patientskadesager.
Dommen betyder, at den praksis som myndighederne har udøvet om forrentning af erstatningskrav i patientskadesager, er forkert.
Dommen har således betydning for alle patienter, der har fået anerkendt en patient- eller en lægemiddelskade hos patientskademyndighederne.
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-12-07-skadede-patienter-kan-fa-flere-penge-efter-dom
Erstatning til pårørende til patient, der blev smittet med og døde af COVID-19 på sygehus
Patienterstatningen har nu anerkendt en ansøgning om erstatning fra de efterladte til en midaldrende mand, der døde efter at være blev smittet med COVID-19 på et offentligt sygehus i foråret.
Patienterstatningen skal nu opgøre erstatningen til de efterladte.
Patienterstatningen har anerkendt sagen som omfattet af loven, idet patienten med overvejende sandsynlighed er blevet smittet på sygehuset, hvor han blev behandlet for en anden sygdom. Det kunne man se ved at sammenholde mandens prøvesvar med den periode, hvor han var indlagt.
Det pågældende sygehus oplyste, at det fulgte alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Men selvom der ikke er begået en fejl, kan patienter eller deres pårørende stadig have ret til erstatning.
Ovenstående oplysninger er fra Patienterstatningens hjemmeside, og der er således ikke tale om en sag, der verserer på vores kontor.
VUNDET SAG MOD ANKENÆVNET FOR PATIENTERSTATNINGEN OM FORSINKET DIAGNOSTICERING AF LIVMODERHALSKRÆFT
Kroer\Fink Advokater har vundet en sag, hvor både Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen havde afvist, at der var sket en forsinket diagnosticering af vores klients livmoderhalskræft.
Vores klient havde i 2010 fået konstateret svære celleforandringer og fik i den forbindelse foretaget et keglesnit. I patologisvaret blev der beskrevet en mistanke til egentlig kræft, men dette blev ikke præciseret tydeligt i konklusionen, hvilket medførte, at vores klient ikke fik foretaget yderligere diagnosticering eller behandling men alene blev sat til jævnlige kontroller i form af celleprøver. Disse celleprøver viste ingen celleforandringer.
Først i 2015 fik vores klient igen konstateret svære celleforandringer, og hun fik foretaget et nyt keglesnit. Der var igen mistanke til egentlig kræft, og vores klient fik fjernet livmoderen. Man fandt her en kræfttumor, og på grund af tumorens størrelse, blev vores klient sat i strålebehandling og kemoterapi.
Efter Retslægerådets udtalelser kunne det ikke vurderes, at der med overvejende sandsynlighed havde været egentlig kræft i 2010, eller at man ved yderligere udredning havde diagnosticeret en eventuel kræft.
Retten fandt dog, at der var begået en klar fejl i forbindelse med udredningen, og den tvivl, der var omkring årsagssammenhæng, skulle derfor komme vores klient til gode. Retten lempede dermed beviskravet for årsagssammenhæng.
Eventuelle spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Karen Lund Petersen, der førte sagen ved Retten for vores klient.
Dom i cirkussag ankes
Retten i Næstved traf den 21. august 2020 afgørelse om, at vores klient, en kvindelig cirkusartist, ikke var berettiget til erstatning som følge af en alvorlig ulykke, som hun var udsat for den 1. august 2018 under en optræden for Cirkus Arena.
Retten fandt, at Cirkus Arena ikke havde handlet ansvarspådragende og frifandt Cirkus Arena for ansvar.
Dommen er nu blevet anket fra vores side til Østre Landsret.
Se venligst nedenstående link:
https://www.bt.dk/krimi/cirkusartist-braekkede-nakken-kaemper-videre-for-erstatning
Velkommen tilbage til Tina
Tina Damgaard Johansen vender pr. 3. august 2020 tilbage til Kroer\Fink Advokater som advokatsekretær.
Tina har tidligere arbejdet her på kontoret i perioden 2015-2019, og hun har mere end 20 års erfaring som advokatsekretær og er specialiseret i behandling af personskadesager.
Vi glæder os meget til at få Tina retur.
Vundet landsretssag mod Ankenævnet for Patienterstatningen
Vores klient har idag af Østre Landsret fået medhold i en sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen.
Sagen drejede sig om, hvorvidt vores klients eventuelle krav på erstatning for en mulig patientskade var forældet eller ej.
Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen fandt begge, at der var indtrådt forældelse.
Vi anbefalede vores klient at udtage stævning over for myndigheden og fik medhold ved Retten i Næstved. Ankenævnet for Patienterstatningen ankede imidlertid dommen, hvorfor denne skulle prøves for Østre Landsret.
Østre Landsret har idag givet vores klient fuldt ud medhold i sagen, hvorfor sagen nu skal realitetsbehandles af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Sager om forældelse i patientskadesager er yderst konkrete, hvorfor vi anbefaler, at man får en advokat til at vurdere, hvorvidt forældelse er indtrådt eller ej. Retspraksis på området viser efter vores opfattelse, at det ofte kan betale sig at udfordre myndighederne i denne type sager.
Sagen er for landsretten blevet ført af advokat Jakob Fink.
Anke af afgørelse medførte yderligere skattefri erstatning på 650.000 kr. og ret til tabt arbejdsfortjeneste til brystkræftramt kvinde
Kroer\Fink Advokater har gennem en årrække haft et fast samarbejde med DBO (Dansk Brystkræft Organisation).
Vi har for nylig hjulpet et medlem, der hos Patienterstatningen havde fået anerkendt en skade i form af forsinket diagnosticering af brystkræft. Skaden bestod i lymfeødem.
Ved rettidig behandling kunne man have undgået fjernelsen af alle lymfeknuder i den ene armhule og strålebehandlingen mod armhulen.
Patienterstatningen ville imidlertid ikke anerkende, at skaden havde bevirket et erhvervsevnetab på mindst 15 % og fandt hende derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Vi ankede Patienterstatningens afgørelse til Ankenævnet for Patienterstatningen, der gav os medhold i, at der forelå et erhvervsevnetab på 20 % som følge af patientskaden.
Vores klient arbejder som sekretær og har haft svært ved at klare sit arbejde med samme timeantal, da armen hæver op trods brug af kompressionstrømpe og handske. Der er ikke udsigt til bedring, og hun er gået ned i arbejdstid.
Erstatningen er nu blevet udmålt hos Patienterstatningen og har resulteret i en skattefri erstatning for tab af erhvervsevne på 650.000 kr. samt ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Det er glædeligt, at det er lykkedes at få overbevist patientskademyndighederne om, at lymfeødem faktisk kan forårsage så store gener, at det kan have indvirkning på erhvervsevnen.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Jakob Fink, der har bistået vores klient med sagen.
Kroer\Fink Advokater søger en advokatsekretær
Kroer\Fink Advokater søger en dygtig advokatsekretær til en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.
Om jobbet
Vi søger en person, der kan arbejde struktureret og selvstændigt med friststyring og sagsopfølgning. Det er vigtigt, at du er samvittighedsfuld og serviceminded og er dygtig til at skrive og formulere dig på korrekt dansk. Det er samtidig en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i retssagsportalen ”minretssag.dk”.
Det er ligeledes en fordel – men ikke et krav – hvis du har erfaring med behandling af personskadesager.
Vi har en travl hverdag med et uformelt arbejdsmiljø, hvor vi lægger stor vægt på kvalitet og tilgængelighed i forhold til kontorets klienter og interessenter i øvrigt.
Om Kroer\Fink Advokater
Kroer\Fink Advokater er et mindre advokatkontor specialiseret i erstatnings- og forsikringsret beliggende på Amager. Kontoret beskæftiger ud over dig tre advokater, en sekretærelev og to studentermedhjælpere.
Vi repræsenterer skadelidte i sager mod myndigheder & forsikrings- og pensionsselskaber og samarbejder med en række patient- og fagforeninger.
Du kan læse mere om os på www.kroerfink.dk.
Interesseret?
Har en stilling som advokatsekretær hos Kroer\Fink Advokater fanget din interesse, så bedes du venligst sende en ansøgning med CV samt relevante bilag hurtigst muligt og senest den 15. juni 2020 til Kroer\Fink Advokater, att. advokat Søren Kroer, Amager Strandvej 158 d, st.th., 2300 København S eller til sk@kroerfink.dk.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Søren Kroer.
Vi behandler ansøgninger løbende og afholder samtaler senest ultimo juni 2020.
Kroer\Fink Advokater medhold i landsretssag om årsagsammenhæng mellem ulykke og krav på tabt arbejdsfortjeneste
Vi har her på kontoret den 26. marts fået medhold i en landsretssag, der drejede sig om, hvorvidt der var årsagssammenhæng mellem vores klients tilskadekomst i 2009 og hendes tabte arbejdsfortjeneste i perioden fra den 1. juli 2013 og frem til revalideringens afslutning i januar 2020.
Forsikringsselskabet havde betalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til ultimo juni 2013 men ville ikke betale yderligere.
Sagen havde overordnet set 3 problemstillinger:
Spørgsmål om årsagssammenhæng mellem ulykke og fremsat krav.
Spørgsmål om, hvorvidt den forventede indtægt i givet fald skulle baseres på en arbejdsuge på 25 eller 37 timer.
Periodisering af kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, dvs. om erstatningen i givet fald skulle løbe frem til revalideringsstart, efter del-uddannelse eller til revalideringsafslutning.
Sagen blev tabt i byretten men blev indbragt for landsretten, hvor sagen blev forelagt for Retslægerådet, der bl.a. udtrykte, at whiplash-ulykken havde forårsaget en kronisk smertetilstand.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde tidligere vurderet generne som følge af ulykken til 5 % i méngrad. Sagen blev ikke genforelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, da sagen kun omhandlede krav på tabt arbejdsfortjeneste.
Forsikringsselskabet er nu dømt til at skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en samlet periode på cirka 10 år, dvs. frem til revalideringsafslutning. Vores klients tab skulle dog beregnes på grundlag af en forventet arbejdsuge på knap 25 timer (og ikke på 37 timer som påstået af os).
Vi og vores klient er dog samlet set glade for resultatet efter mange års kamp for at få statueret, at ulykken har forårsaget et betydeligt indtægtstab.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Jakob Fink, der har ført sagen for både by- og landsret.
Information til klienter, samarbejdspartnere mv. i forbindelse med Corona-udbrud
Kære alle,
Som følge af regeringens nye tiltag/anbefalinger vil vi hos Kroer\Fink Advokater fra imorgen og til og med foreløbig uge 13 ikke tage imod besøgende på kontoret.
Alle medarbejdere er blevet bedt om at arbejde hjemme i de kommende uger.
Vi tager fortsat imod telefonopkald, besvarer mails mv., men der skal påregnes lidt ekstra svartid.
Alle sager bliver naturligvis fortsat behandlet og frister mv. overholdt.
Vi håber på jeres forståelse.
Mvh. Kroer\Fink Advokater
Velkommen til advokat Karen Lund Petersen
Det er med stolthed, at vi kan meddele, at advokat Karen Lund Petersen pr. 2. marts 2020 starter hos Kroer\Fink Advokater.
Karen Lund Petersen har adskillige års erfaring som advokat og har en alsidig baggrund, idet hun både har arbejdet hos Patienterstatningen, som dommerfuldmægtig ved Retten i Glostrup, som advokat hos Alm. Brand og endelig hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Vi glæder os meget til at byde Karen velkommen.
Profil og foto følger.
Bella Marcussen er retur fra orlov
Vores ene studentermedhjælper, Bella Marcussen, har det seneste halve år været ansat på Danmarks Ambassade i Washington.
Hun er nu glædeligvis retur på vores kontor vil igen bistå kontorets advokater med en række forskellige opgaver.
Bella mangler nu kun 1 år af sin jurauddannelse.
Advokat Jakob Fink udpeget som censor ved retssagsprøven for advokatfuldmægtige
Advokat Jakob Fink er udpeget som censor ved retssagsprøven for advokatfuldmægtige for en 4-årig periode frem til den 30. juni 2024.
Advokat Søren Kroer har siden 2014 fungeret som censor på jurastudiet og er udpeget foreløbig frem til 2022.
Vi er her på kontoret beærede over at få lov til at være med til at uddanne kommende jurister og advokater.
Patienterstatningen tilpligtet til at anerkende erhvervsevnetab i brystkræftsag
Ankenævnet for Patienterstatningen har ved afgørelse af 18.2.2020 givet vores klient medhold i, at hun er berettiget til erhvervsevnetabserstatning svarende til 20 %.
Patienterstatningen havde fundet, at der ikke forelå et tab. Denne afgørelse påklagede vi den 12.2.2018, og vi har nu 2 år senere (!) endelig fået Ankenævnets ord for, at vores klient er berettiget til en langt større erstatning end den, Patienterstatningen var nået frem til, at hun skulle have.
Da Patienterstatningen traf sin afgørelse forelå der ganske vist ikke et indtrådt tab, men ved at træffe en endelig afgørelse om denne særdeles vigtige erstatningspost tvang Patienterstatningen os til at indbringe afgørelsen for Ankenævnet.
Sagen skal nu tilbage til Patienterstatningen mhp. yderligere udmåling af erstatning.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Jakob Fink, der varetager klientens interesser.
Farvel til advokat Mikael Skou Skjoldager og snart velkommen til en ny advokat
Advokat Mikael Skou Skjoldager er stoppet hos os efter mere end 4 gode år.
Mikael har både fagligt og socialt været en stor kapacitet, og vi ønsker ham held og lykke med hans nye job hos Advokatgården i Sorø.
Pr. 1. marts 2020 præsenterer vi en ny advokat hos os.
Vi kan desværre endnu ikke løfte sløret for, hvem der er tale om, men det glæder vi os til snart at fortælle jer om.
3,5 mio. kr. i forlig til klient i sag om erhvervsevnetabserstatning mod pensionsselskab
Vi har bistået en klient i en pensionssag, hvor selskabet efter adskillige års dækning stoppede dækning for tab af erhvervsevne, idet man var af den opfattelse, at erhvervsevnen ikke længere udgjorde mindst 50 %.
Sagen blev forelagt for Ankenævnet for Forsikring, der ikke kunne tage stilling, idet sagen efter nævnets opfattelse krævede bevisførelse i form af vidneforklaringer.
Vi måtte derfor anlægge en retssag, og det lykkedes os desuden at opnå fri proces til vores klient.
Sagen blev forligt få dage før hovedforhandlingen mod betaling af 3,5 mio. til vores klient.
Vi oplever en stigende tendens hos pensionsselskaberne til at foretage overvågning og/eller screening på nettet af oplysninger om dets kunder mhp. at stoppe udbetaling af ydelser.
Lad os slå fast med det samme - forsikringssvindel er uacceptabelt!
Tingene er imidlertid ikke altid sort/hvide, og vi oplever, at flere selskaber stopper ydelser på et i vores optik yderst spinkelt grundlag og ser meget anderledes på sagerne end de kommuner, der har foretaget arbejdsprøvning og eventuelt tilkendt førtidspension.
Spørgsmål kan rettes til advokat Jakob Fink, der har varetaget klientens interesser.
Kroer\Fink Advokater ønsker glædelig jul og godt nytår til alle
Det har været endnu et begivenhedsrigt år, hvor vi har indledt et fast samarbejde med fagforeningerne Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og Pharmadanmark.
Vi har ligeledes indledt et fast samarbejde med Dansk Blindesamfund og har samtidig styrket det hidtidige samarbejde med flere andre patientforeninger.
Herudover har vi netop indgået aftaler med et par andre fagforeninger. Dette vil vi løfte sløret for i begyndelsen af det nye år!
I det nye år venter således mange og spændende udfordringer.
Vores kontor har i det forgangne år på vegne af en klient fået medhold i en principiel sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen vedrørende beregning af renter i patientskadesager. Dette spørgsmål skal nu prøves i Højesteret, hvor advokat Søren Kroer skal varetage klientens interesser.
Derudover vil der være en lang række andre spændende udfordringer og sager, som vi vil orientere jer om.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske samarbejdspartnere, klienter og modparter en glædelig jul og et godt nytår!
Erstatning for psykisk skade efter mobning på arbejdsplads
Kroer\Fink Advokater har netop afsluttet en sag for en kvinde, som fik en belastningsreaktion på sin arbejdsplads efter længere tids mobning fra den ene virksomhedsejer.
Vi indtrådte i sagen, efter at kvindens fagforening havde nægtet at hjælpe hende. Sagen kunne efter fagforeningens opfattelse hverken vindes mod arbejdsgiver eller mod myndighederne efter arbejdsskadesikringsloven.
Sagen er nu vundet. Både mod arbejdsgiver og derudover blev sagen også anerkendt som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. Det har sikret kvinden en samlet erstatning på over 3 millioner kroner.
Vi stævnede arbejdsgiveren, da dennes forsikringsselskab afviste erstatningspligten og årsagssammenhængen. På dette tidspunkt havde både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ligeledes afvist sagen som en arbejdsskade.
Under retssagen blev der indhentet en erklæring fra Retslægerådet, som statuerede årsagssammenhæng, og sagen blev på den baggrund forligt med arbejdsgiver, som også blev dømt til at betale sagsomkostninger som den tabende part.
Med erklæringen fra Retslægerådet i hånden blev sagen også anerkendt som arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven.
På trods af at praksis på området for psykiske arbejdsskader er (for) hård, så viser sagsforløbet, at det med den rette taktik og strategi ikke er umuligt at komme igennem med sådanne krav.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Søren Kroer, som har bistået kvinden under sagsforløbet.
