Sagen drejede sig om, hvorvidt vores klients potentielle erstatningskrav efter en mulig forsinket diagnosticering af en seneoverrivning i det ene baglår var forældet. I henhold til klage- og erstatningsloven skal en skade være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Ankenævnet for Patienterstatningen var af den opfattelse, at der var indtrådt forældelse, og at et eventuelt krav derfor ikke længere kunne gøres gældende.
Ankenævnet for Patienterstatningens motivation for indbringelse af sagen for Højesteret var særligt begrundet i, at ankenævnet var af den opfattelse, at landsrettens dom af 6. juli 2020 ændrede retstilstanden, der blev udstukket af Højesteret med dommen trykt som U2003.0H, idet landsretten i sin dom af 6. juli 2020 havde anvendt formuleringen, at ”A ikke forud for den 22. maj 2014 havde eller burde have fået kendskab til en mulig fejlbehandling”.
Det var vores opfattelse, at den afsagte dom af 6. juli 2020 var helt i tråd med retspraksis, og at landsrettens formulering af præmisserne blot var udtryk for, at det i den konkrete sag med en mulig forsinket diagnosticering var mest naturligt at betragte dette som en eventuel ”fejlbehandling”.
Højesteret har nu afgjort sagen og har givet vores klient medhold i, at hans eventuelle krav på erstatning ikke er forældet.
Det er vores opfattelse, at myndighederne har haft en for restriktiv praksis for forældelse, og det er derfor glædeligt, at vi nu har endnu en klar Højesteretsdom på patientskadeområdet til gavn for alle patienter.
Højesteretsdommen fastslår efter vores opfattelse (endnu engang), at patientskadeordningen er et helt særligt område, hvor det som patient ofte kan være særdeles vanskeligt at indse, om der er sket en behandlingsskade, og at man som patient særligt ved komplicerede behandlingsforløb er afhængig af de informationer, der gives fra autoriserede sundhedspersoner for at kunne vurdere, hvilke gener der skyldes grundlidelsen og hvilke gener, der skyldes merskaden (patientskaden).
Forældelsesfristen skal først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning.
Advokat Jakob Fink har ført sagen for klienten i Østre Landsret og i Højesteret, mens advokat Mikael Skou Skjoldager førte sagen i byretten.
Sagen er vundet i alle 3 instanser uden dissens.