Vores klient har ved dom af 27. juli 2022 fået medhold i en retssag mod Ankenævnet for Patienterstatningen.
Sagen vedrørte forældelse af vores klients potentielle krav i en patientskadesag.
Både Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen havde fundet, at det eventuelle krav var forældet grundet for sen anmeldelse heraf.
Retten ved Frederiksberg har nu fastslået, at et eventuelt krav ikke er forældet, hvorfor sagen nu skal tilbagesendes til Patienterstatningen mhp. en realitetsbehandling. Ankenævnet har meddelt, at dommen ikke vil blive anket.
Retten lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på fast praksis om, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af sygehusets behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven.
Retten lagde videre vægt på, at der i journalnotaterne fra behandlingen alene var anført, at der ikke var kontrol over infektionen, og at familien var afklarede med, at den aktive behandling af familiemedlemmet ophørte.
Retten anførte herefter følgende:
“Retten har herefter måtte henholde sig til x’ forklaring om hændelsesforløbet og om hendes samtaler med hospitalspersonalet, hvori det er forklaret, at hospitalet ikke oplyste x om, at der var en skade i form af blodforgiftning, som muligvis kunne være forårsaget af hospitalets behandling af xx”
Dommen er helt i tråd med Højesterets nyere dom trykt som U.2022.136H (som ligeledes er ført af Kroer\Fink Advokater ved Jakob Fink).
Det er glædeligt, at Retten igen har givet en af vores klienter medhold i en sag om forældelse, da det er vores opfattelse, at myndighederne har for streng en praksis på dette område.
Sagen er ført af advokat Jakob Fink.