Kendelse vedrørende bevisførelse i patientskade-retssag

Københavns Byret har den 15. august 2024 afsagt kendelse i en verserende retssag mellem vores klient og Ankenævnet for Patienterstatningen.

Tvisten drejede sig om, hvorvidt vores klient skulle tillades at indhente en speciallægeerklæring i sagen efter Retslægerådets udtalelse i sagen.

Retslægerådet havde i sin udtalelse anført følgende til spørgsmålet: Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger og i givet fald hvilke?

“Der foreligger ingen speciallægeerklæring i sagen. Derimod ser det ud til at den anførte speciallægeerklæring (bilag 10) er ankenævnet konsulentvurdering. Det havde været ønsværdigt med en egentlig speciallægeerklæring til at kaste bedre lys over sagen.”

Ankenævnet protesterede over vores begæring om indhentelse af en erklæring, idet man gjorde gældende, at det ville være at betragte som “nye oplysninger”, og at en afgørelse kun kan prøves ud fra de oplysninger, der var, da afgørelsen blev truffet. Man gjorde desuden gældende, at der var tale om overflødig bevisførelse.

Retten gav os medhold i, at der skal tillades indhentet en speciallægeerklæring. Dette særligt under henvisning til Retslægerådets svar, hvorfor man ikke kunne udelukke, at det kunne have betydning for sagens afgørelse.

Det vides endnu ikke, om kendelsen agtes indbragt for landsretten.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Jakob Fink, der bistår vores klient i sagen.

Velkommen til Demet!

Demet Yilmaz er pr. 1. maj startet i en stilling som advokatsekretær hos Kroer\Fink Advokater.

Demet har de seneste 7 år været ansat hos Østre Landsret, senest som kontorfuldmægtig og tidligere som retssekretær.

Vi er glade for, at Demet har valgt at slutte sig til vores team, da vi nu har fået en sød og dygtig kollega 😀

Københavns Byrets kendelse af 15. december 2023 - delhovedforhandling vedr. erstatningsansvar forårsaget af et legepladsredskab. 

I forlængelse af rettens tilkendelsegivelse af 29. november 2023, har Københavns Byret den 15. december 2023 afsagt kendelse, hvorefter B som ejer af et offentligt byrum med faciliteter til ophold, leg og træning, blev pålagt erstatningsansvar for A’s tilskadekomst, der indtrådte ved at han under fangeleg med sine børn løb ind i en tværgående jernstang i hovedhøjde. 

Retten fandt, at den omstændighed, at byrummet er indrettet med forskellige redskaber som anvendtes af såvel børnefamilier som motionister i forbindelse med leg, træning mv. indebærer, at der gælder en skærpet ansvarsnorm til indretningen. 

Retten lagde herefter vægt på, at der blot 3 måneder forud for A’s tilskadekomst var tilgået B oplysninger om en tilsvarende ulykke som følge af den samme tværgående jernstang, men at man først efter A’s tilskadekomst gjorde en indsats for at bringe de sikkerhedsmæssige forhold i orden ved at justere højden på den tværgående jernstang. Retten fandt herefter, at A havde løftet bevisbyrden for, at indretningen på ulykkestidspunktet ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det blev i den sammenhæng tillagt betydning, at jernstangen ikke opfyldte gældende sikkerhedskrav til legepladsredskaber, idet den af B fremlagte rapport vedrørende installationsgennemgang af legepladsredskaber forelå fra et tidspunkt før opsætningen af den pågældende jernstang. 

Sagen blev for skadelidte ført af advokat Fadime Ceylan, hvortil spørgsmål kan rettes.

Kroer\Fink Advokater søger en advokatsekretær/juridisk assistent

Kroer\Fink Advokater søger en dygtig advokatsekretær/juridisk assistent til en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt. 

Om jobbet 

Vi tilbyder derfor et spændende, varieret og alsidigt job, hvor du vil varetage en række praktiske og service-orienterede opgaver sammen med traditionelle advokatsekretær-opgaver. 

Vi søger en person, der kan arbejde struktureret og selvstændigt med friststyring og opfølgning, som er udadvendt, ansvarsfuld og serviceminded, og som samtidig er dygtig til at skrive og arbejde med sagsportalen i retssager. 

Vi har en travl hverdag med et uformelt arbejdsmiljø, hvor vi lægger stor vægt på kvalitet og tilgængelighed i forhold til kontorets klienter og interessenter i øvrigt. 

Kandidater med erfaring inden for erstatningsret- & forsikringsret og/eller med bogholderi vil blive foretrukket. 

Om Kroer\Fink Advokater 

Kroer\Fink Advokater er et mindre advokatkontor specialiseret i erstatnings- og forsikringsret beliggende på Amager. Kontoret beskæftiger ud over dig 5 advokater, 1 advokatsekretær, 1 sekretærelev og to studentermedhjælpere. 

Vi repræsenterer skadelidte i sager mod myndigheder & forsikrings- og pensionsselskaber og samarbejder med en række patient- og fagforeninger. 

Du kan læse mere om os på www.kroerfink.dk. 

Interesseret? 

Har en stilling som advokatsekretær/juridisk assistent hos Kroer\Fink Advokater fanget din interesse, så bedes du venligst sende en ansøgning med CV samt relevante bilag hurtigst muligt og senest den 20. november 2023 til Kroer\Fink Advokater, att. advokat Søren Kroer, Amager Strandvej 158 d, st.th., 2300 København S eller til sk@kroerfink.dk

Der vil løbende blive afholdt samtaler, når ansøgninger modtages. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Søren Kroer på telefonnummer 2815 1142. 

 

Patientskade anerkendt af Retten i Esbjerg ved dom af 25. august 2023.

Denne retssag vedrørte et spørgsmål om forsinket diagnose af en hjernetumor, herunder et spørgsmål om, hvorvidt en tidligere diagnose af denne tumor kunne have givet et andet behandlingsforløb.

Sagens nærmere omstændigheder var, at vores klient havde haft nogle neurologiske udfaldssymptomer i 2016 og var set på sygehus og sendt hjem uden specialiseret undersøgelse, eller scanninger.

I 2018 oplevede hun en forværring, og her konstaterede man en meget stor hjernetumor, som herefter medførte forskellige skader i forbindelse med operationen.

Sagens tvist var således:
1. Om man skulle have scannet på baggrund af de symptomer hun havde i 2016
2. Om man kunne have opnået et bedre operativt resultat.

Sagen har været forelagt for Retslægerådet flere gange der vurderede, at der var tale om et såkaldt fejlskøn, da man ikke scannede i 2016. Retslægerådet kunne dog ikke vurdere, om der hermed var sket en forværring af behandlingsmulighederne.

Vi indkaldte herefter den opererende læge til hovedforhandlingen (retssagen), som gav uddybende oplysninger om operation, tumortype, vækst kurver for tumortypen mv., og på den baggrund fandt retten, at begge erstatningsforhold var opfyldt, og at man således ved en optimal behandling i 2016 – kunne have diagnosticeret tumoren og opereret denne med et bedre resultat.

Sagen er nu hjemsendt til patientskademyndighederne til udmåling af erstatning.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Søren Kroer der førte sagen.

Erstatning for dødsfald

Patienterstatningen har ved afgørelse af 9. august 2023 truffet erstatningsafgørelse i en tidligere omtalt retssag, som vi har ført og vundet i byretten og landsretten.

Sagen vedrørte en speciel sag, hvor man seponerede en medicinsk behandling med medicin, der skulle forhindre dannelse af blodpropper, og hvor patienten herefter ulykkeligvis døde af en blodprop.

Sagen blev vundet i byretten og anket af Ankenævnet for Patienterstatningen og siden vundet i landsretten. Sagen blev i begge instanser ført af advokat Søren Kroer.

Ankenævnet for Patienterstatningen har nu truffet afgørelse i konsekvens af retssagerne, og vores klient er blevet tilkendt en erstatning på kr. 2.450.000 i erstatning for dødsfaldet.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Søren Kroer.

Sag mod Erstatningsnævnet vundet – stop af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Kroer\Fink Advokater har bistået en socialpædagog med at opnå yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter en arbejdsskade, hvor socialpædagogen var blevet overfaldet af en beboer på et bosted med en psykisk skade til følge. Socialpædagogen blev sygemeldt efter skaden og opsagt fra sit arbejde. Kommunen havde i en periode udbetalt sygedagpenge men standsede på et tidspunkt udbetalingen, da kommunen vurderede, at socialpædagogen ikke længere var uarbejdsdygtig. Grundlaget for kommunens vurdering var to af kommunen indhentede speciallægeerklæringer, men ikke journalen fra socialpædagogens egen læge. Erstatningsnævnet standsede udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da nævnet – som kommunen – vurderede, at socialpædagogen ikke længere var uarbejdsdygtig på grund af arbejdsskaden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde dog vurderet, at socialpædagogen havde et midlertidig erhvervsevnetab på 35 %, som fortsatte, idet kommunen ikke ville arbejdsprøve socialpædagogen.

Socialpædagogen fik medhold i, at Erstatningsnævnet ikke havde været berettiget til at standse erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og Erstatningsnævnet skulle genoptage sagen. Dommen er ikke blevet anket og står derfor ved magt.

Sagen er blevet ført af advokat Karen Lund Ravnborg.

Velkommen til Cæcilia

Cæcilia Benfeldt Nielsen er startet som IT-studentermedhjælper hos os d. 7/8-2023.

Cæcilia er igang med sin bachelor i erhvervsøkonomi og informationsteknologi på Copenhagen Business School og skal hjælpe med at varetage vores IT-mæssige opgaver.

Vi er glade for at kunne byde hende velkommen til teamet!

 

Vundet sag i Ankenævnet for Forsikring

Vi har for nylig på vegne af vores klient fået medhold i en sag, hvor tvisten for nævnet vedrørte, om vores klient havde ansøgt om udbetaling ved tab af erhvervsevne rettidigt i forhold til sin oprindelige pensionsordning, idet selskabet havde afvist dækning med henvisning til, at vores klient ikke havde anmeldt sit krav inden udløbet af anmeldelsesfristen.

Efter en samlet konkret vurdering fandt nævnet, at selskabet, henset til sagens særlige omstændigheder og efter formuleringen af forsikringsbetingelserne, ikke havde været berettiget til at afvise at yde dækning med den begrundelse, at vores klient ikke havde anmeldt sit krav rettidigt, idet selskabet havde fået sådanne oplysninger om vores klients helbredsmæssige situation, at det i denne særlige situation kunne ligestilles med en anmeldelse.

Der forelå i sagen dokumentation for diverse telefoniske samtaler mellem vores klient og selskabet.

Det er glædeligt, at nævnet var enig i, at det på baggrund af telefonsamtalerne må have stået klart for selskabet, at vores klient havde et tydeligt behov for hjælp til anmeldelse mv., og at selskabet var bekendt med, at vores klient meget sandsynligt kunne have et erhvervsevnetab.

Selskabet har accepteret at følge kendelsen, hvorfor sagen nu skal realitetsbehandles.

Kendelsen er trykt som 98.168.

Advokat Jakob Fink har bistået klienten med sagen.

Ansættelse af advokat Fadime Ceylan

Vi er glade for at kunne fortælle, at Fadime Ceylan starter hos os imorgen, den 1. maj, som advokat. ✍

Fadime har arbejdet med personskadeerstatning i adskillige år og har både erfaring med at arbejde på skadelidte-siden og (senest) i forsikringsbranchen.

Fadime vil derfor være en klar forstærkning til vores i forvejen stærke team 🤛

Advokat Søren Kroer udtaler sig til Jyllandsposten i sag om for sent opererede kræftpatienter

Advokat Søren Kroer har udtalt sig til Jyllandsposten i forbindelse med sagen om de 273 for sent opererede kræftpatienter fra mave-tarm kirurgisk afdeling på AUH.

Søren Kroer har her redegjort for muligheden for erstatning til patienterne.

Artiklen, skrevet af Tea Krogh Sørensen og Hanne Fall Nielsen, er g.d. blevet trykt i Jyllandsposten:

“Forsinket kræftoperation er en alvorlig fejl, som i erstatningssystemet skal komme patienten til gode«

For at tilgå artiklen kræves betaling til Jyllandsposten.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE15641064/juraeksperter-kritiserer-at-kun-faa-kraeftpatienter-faar-hjaelp-til-at-soege-erstatning/

Lægemiddelskadesag gav erstatning på 5 mio. kr.

Vi har i en alvorlig lægemiddelskadesag hjulpet en klient med en tragisk bivirkningssag, hvor tilskadekomne var blevet blind efter brug af Panodil.

Vi bistod med en klagesag til Ankenævnet for Patienterstatningen, herunder med udmåling af kravet, og har efter Ankenævnet for Patienterstatningens behandling af sagen fået erstatningsbeløbet væsentligt forhøjet og nået lovens maksimumsgrænse på 5 mio. kr. for lægemiddelskaden.

Spørgsmål til sagen kan rejses til advokat Søren Kroer, der bistod vores klient.