Kroer\Fink Advokater har indgået en samarbejdsaftale med Boldklubben Fremad Amager, da vi ønsker at støtte det lokale fodboldhold, som i år kæmper for at forblive i 1. division.
Klubben blev grundlagt i 1910 og er en af de ældste klubber i Danmark.
Kroer\Fink Advokater har indgået en samarbejdsaftale med Boldklubben Fremad Amager, da vi ønsker at støtte det lokale fodboldhold, som i år kæmper for at forblive i 1. division.
Klubben blev grundlagt i 1910 og er en af de ældste klubber i Danmark.
Kroer\Fink Advokater har på vegne af en klient d.d. fået medhold i en patientskadesag over for Ankenævnet for Patienterstatningen.
Tvisten i sagen var, hvorvidt § 20, stk. 1, nr. 4 i klage- og erstatningsansvarsloven var opfyldt, dvs. hvorvidt en indtrådt hændelig komplikation opfyldte betingelserne for at kunne anerkendes som en patientskade.
Efter denne bestemmelse kan der ydes erstatning og godtgørelse, hvis den indtrådte komplikation er mere sjælden og alvorlig, end klienten skal tåle ift. den grundlidelse, der behandles for.
Ved en operation i 2016 fik vores klient fjernet livmoderen og æggeledere. Ved operationen blev hendes urinblære og urinleder utilsigtet beskadiget.
Sygeforløbet indebar anlæggelse af JJ-kateter, blærekateter, lækage fra blære til vagina, lækage fra urinleder, fisteldannelse med efterfølgende re-operation og behandling.
Retten fandt efter Retslægerådets besvarelse sammenholdt med vores klients forklaring under hovedforhandlingen og sagens lægelige oplysninger det bevist, at der var årsagssammenhæng mellem de komplikationer, der opstod efter operationen i 2016, og de beskrevne gentagende urinvejsinfektioner, hvilke i 2018 medførte en fast ordination af Selexid, samt smerter ved samleje.
Efter en samlet vurdering fandt retten, at vores klients skader og gener, hvoraf enkelte ikke var afhjulpet, var mere omfattende, end hvad hun som patient med rimelighed måtte tåle, under hensyn til skadens alvor sammenholdt med hendes sygdom og helbredstilstand i øvrigt.
Retten har ved vurderingen herunder lagt vægt på, at Retslægerådet ikke havde set sig i stand til at forholde sig til grundlidelsens alvorlighed og herunder oplyse, hvilke gener og forløb der måtte antages at have været, såfremt grundlidelsen ikke var blevet behandlet.
Sagen er blevet skriftligt forberedt af advokat Jakob Fink og er hovedforhandlet i Kbh. Byret af advokatfuldmægtig Amalie Kuniss Kriegbaum.
Det vides endnu ikke, om dommen vil blive anket.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske klienter, samarbejdspartnere, modparter og alle andre, der måtte læse med, en glædelig jul og et godt nytår.
Vi ser frem til 2023, hvor der venter nye vigtige kampe mod forsikrings- og pensionsselskaberne samt myndighederne.
Østre Landsret har ved dom af 8. december 2022 stadfæstet Retten i Næstveds dom af 22. marts 2022, dvs. givet vores klient medhold i, at hendes erstatningskrav i anledning af en patientskade ikke var forældet.
Vores klient pådrog sig en alvorlig skade i år 2007, som blev anerkendt som en erstatningsberettigende patientskade. Der blev tilkendt erstatning for diverse udgifter samt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, men derimod ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da vores klient var i stand til at fortsætte sit arbejde.
Vores klient søgte senere om genoptagelse af sagen, da hun blev bevilget fleksjob af kommunen. Anmodningen om genoptagelse blev modtaget af Patienterstatningen mindre end 10 år efter den sidste afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen, men mere end 10 år efter den sidste afgørelse fra Patienterstatningen.
Det følger af klage- og erstatningslovens § 60 b, at 10-årsfristen for anmodning om genoptagelse skal regnes fra den bindende afgørelse i sagen.
Spørgsmålet i sagen var derfor, om den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra den sidste afgørelse fra Patienterstatningen eller den sidste afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen.
Både Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra Patienterstatningens sidste afgørelse i den oprindelige sag, og vurderede derfor, at kravet var forældet.
Vores opfattelse var, at den bindende afgørelse i klage- og erstatningslovens § 60 b’s forstand måtte være Ankenævnet for Patienterstatningens sidste afgørelse, og at kravet derfor ikke var forældet.
Retten i Næstveds 3 dommere var enige med os i, at kravet ikke var forældet.
Sagen blev betragtet som principiel, hvilket var baggrunden for at der deltog 3 dommere ved afgørelse af sagen.
Ankenævnet for Patienterstatningen ankede dommen til Østre Landsret, der nu med endnu en 3-0 afgørelse har stadfæstet byrettens afgørelse.
Landsretten fandt, at en naturlig forståelse af ordlyden af og forarbejderne til klage- og erstatningslovens § 60 b førte til, at Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 10. november 2011 måtte anses for at være den (seneste) bindende afgørelse om anerkendelse af vores klients patientskade, således at forældelsesfristen i sagen løb fra dette tidspunkt. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at Ankenævnet for Patienterstatningen i afgørelsen af 10. november 2011 tiltrådte Patienterstatningens bagvedliggende vurdering i afgørelsen af 30. november 2010, hvorefter der var et ansvarsgrundlag efter klage- og erstatningsloven, og at der i øvrigt var tilkendt erstatning som sket. Da Ankenævnet for Patienterstatningen i stedet kunne have ophævet eller ændret vurderingen af, at vores klient havde lidt en patientskade, måtte ankenævnets afgørelse således anses for en positiv afgørelse i forarbejdernes forstand. Landsretten bemærkede, at ankenævnets afgørelse også efter en sædvanlig forståelse af en administrativ afgørelse måtte anses for bindende.
Sagen er ført af advokat Mikael Skou Skjoldager i begge instanser.
Vestre Landsret afsagde den 27. oktober 2022 dom i en patienterstatningssag med et ulykkeligt dødsfald med spørgsmålet om, hvorvidt dette dødsfald kunne være undgået.
Sagens nærmere omstændigheder var, at afdøde havde gennemgået et større kræftbehandlingsforløb med flere operationer og efterfølgende var i genoptræning, hvor han modtog blodfortyndende behandling.
I retssagen var der tvist om mobiliseringsgraden, herunder om der var grundlag for at fjerne den blodpropopløsende medicin, hvor det bemærkes, at afdøde døde ca. 3 uger efter, at man stoppede med behandlingen med medicin.
Retslægerådet vurderede, at der var tale om et såkaldt fejlskøn, da man seponerede behandlingen med Innohep (blodpropopløsende medicin), og at det kunne have været medvirkende årsag til, at han afgik ved døden.
Ud fra denne vurdering og på grund af den nære tidsmæssige sammenhæng fandt landsrettens flertal, at der var tale om en patientskade, idet man ikke skulle have seponeret behandlingen med den blodpropopløsende medicin, og at der var tilstrækkelig årsagssammenhæng således, at dødsfaldet kunne være undgået, hvis ikke man var stoppet med behandlingen.
Byretsdommen blev dermed stadfæstet.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Søren Kroer, der førte sagen for afdødes familie.
Bettina Abildskov Nielsen er den 15.11.2022 startet hos os i en stilling som advokatsekretær.
Bettina har cirka 20 års erfaring i at arbejde med personskadeerstatning, og vi er meget glade for, at hun har valgt at tilslutte sig vores team, da vi anser hende for at være en markant tilføjelse til vores i forvejen stærke team.
A-kasselederen var af sin arbejdsgiver - en fagforening - blevet hjemsendt til hjemmearbejde under coronan-edlukningen uden, at arbejdsgiver i øvrigt havde iværksat særlige foranstaltninger for at sikre, at A-kasselederen kunne udføre sit arbejde, herunder telefonsamtaler med fagforeningens medlemmer i fortrolighed.
Under en telefonsamtale med et medlem, havde A-kasselederen på et tidspunkt en ophedet samtale med et medlem. A-kasselederens ægtefælle overhørte samtalen og ud fra denne, vidste ægtefællen hvem, det var, A-kasselederen talte med, idet ægtefællen var kollega med medlemmet.
Efter samtalen fik A-kasselederen ikke lagt ordentligt på, og medlemmet hørte herefter, at A-kasselederen og ægtefællen talte om medlemmets personlige oplysninger, ligesom medlemmet blev beskrevet i negative vendinger.
Parterne var uenige om, hvorvidt det var ægtefællen eller A-kasselederen, der havde ytret sig om medlemmets personlige oplysninger, men uanset blev A-kasselederen bortvist med den begrundelse, at A-kasselederen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive personlige oplysninger om et medlem til sin ægtefælle. Idet situationen var med til at sætte fagforeningens ry og rygte over styr, vurderede fagforeningen, at situationen var så alvorlig, at en bortvisning var på sin plads.
Vi tog sagen til mæglingsmand, der i sin henstilling vurderede, at bortvisningen var uberettiget, men at en afskedigelse, begrundet i at fagforeningens ry og rygte havde lidt skade, var saglig. Mæglingsmanden henstillede til arbejdsgiver at betale 9 måneders løn (6 måneders opsigelsesvarsel og 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse, jf. funktionærlovens p. 2a.).
Henstillingen er ikke begrundet, men det er vores opfattelse, at det vægtede højt i vurderingen af sagligheden af bortvisningen, at A-kasselederen var hjemsendt under corona, uden at arbejdsgiver i øvrigt havde sørget for særlige foranstaltninger, så arbejdet faktisk kunne udføres som ønsket. A-kasselederen havde med andre ord ikke groft misligholdt sine ansættelsesretlige forpligtelser, heller ikke hvis det blev lagt til grund, at A-kasselederen efter samtalen havde videregivet personlige oplysninger i den efterfølgende samtale med ægtefællen.
Sagen blev ført af advokat Karen Lund Ravnborg, hvortil eventuelle spørgsmål kan rettes.
Vores klient havde i mange år været omfattet af en pensionsordning med dækning for invalidepension ved varigt tab af erhvervsevne til 1/3 eller derunder. Ved jobskifte den 1. april 2018 blev hun obligatorisk medlem, og indbetalingerne til pensionskassen blev forhøjet. Hun blev herved omfattet af en 2-årig klausul for den del af pensionen, der vedrørte forhøjelsen.
Vores klient havde i mange år haft sclerose, og hun arbejdede på fuld tid men på en § 56-aftale med højt sygefravær. Efter forhøjelsen oplevede hun langsom opblussen af symptomerne, som tiltog i maj 2020 medfølgende drøftelse med hendes arbejdsgiver om muligheden for at overgå til fleksjob. Hun blev bevilget fleksjob med virkning fra 1. januar 2021 med en arbejdstid på 12 timer ugentligt.
Pensionsselskabet tilkendte vores klient invalidepension men nedsatte imidlertid pensionen, som vedrørte forhøjelsen. Selskabet mente, at vores klients erhvervsevne var nedsat til 1/3 inden, det forhøjede pensionsbidrag havde været indbetalt i en sammenhængende periode på 2 år. Der blev bl.a. lagt vægt på, at det af kommunale akter fremgik, at vores klient siden juni 2019 havde arbejdet på nedsat tid svarende til 12 timer ugentligt.
Ankenævnet for Forsikring fandt, at selskabet ikke havde været berettiget til at anvende karensbestemmelsen og nedsætte udbetalingerne. Nævnet tillagde fraværsoversigten stor vægt, hvoraf det ikke kunne udledes, at vores klients erhvervsevne faktisk havde været nedsat til 1/3 før udløbet af den 2-årige karensperiode. Selskabet anerkendte efterfølgende Ankenævnet for Forsikrings kendelse, og vores klient fik udbetalt fuld invalidepension.
Sagen er ført af advokat Karen Lund Ravnborg.
Vores klient havde modtaget kiropraktorbehandling efter at have haft nakkesmerter i en periode. Under behandlingen indtraf en halskardissektion medfølgende flere blodpropper, der invaliderede ham i væsentligt omfang.
Såvel Patienterstatningen som Ankenævnet for Patienterstatningen havde i første omgang afvist årsagssammenhæng mellem halskardissektionen/blodpropperne og behandlingen hos kiropraktor på trods af den tidsmæssige sammenhæng. Patientskademyndighederne lagde bl.a. vægt på, at manipulationen ved kiropraktoren ikke havde været koncentreret omkring det sted i nakken, hvor halskardissektionen opstod. Efter Retslægerådets udtalelse i sagen, genoptog Ankenævnet for Patienterstatningen sagen og anerkendte skaden som omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet.
Retslægerådet udtalte ret klart, at der med overvejende sandsynlighed var årsagssammenhæng. Selvom kiropraktoren ikke specifikt manipulerede det segment, hvor dissektionen opstod, ville der være afledt stræk og tryk på hele halsen i forbindelse med en sådan behandling. Sammen med den tidsmæssige sammenhæng var Retslægerådet således ikke i tvivl. Retslægerådet anførte end videre, at der er tale om en komplikation til kiropraktorbehandlingen, der sker yderst sjældent.
Det er vores opfattelse, at halskardissektion opstået under eller umiddelbart efter kiropraktorbehandling generelt har været vanskeligt at få anerkendt som en patientskade, men sagen her illustrerer, at der er grundlag for at udfordre patientskademyndighedernes praksis – i hvert fald i situationer, hvor der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem symptomerne og kiropraktorbehandlingen.
Sagen er ført af advokat Karen Lund Ravnborg.
Vores klient har ved dom af 27. juli 2022 fået medhold i en retssag mod Ankenævnet for Patienterstatningen.
Sagen vedrørte forældelse af vores klients potentielle krav i en patientskadesag.
Både Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen havde fundet, at det eventuelle krav var forældet grundet for sen anmeldelse heraf.
Retten ved Frederiksberg har nu fastslået, at et eventuelt krav ikke er forældet, hvorfor sagen nu skal tilbagesendes til Patienterstatningen mhp. en realitetsbehandling. Ankenævnet har meddelt, at dommen ikke vil blive anket.
Retten lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på fast praksis om, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af sygehusets behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven.
Retten lagde videre vægt på, at der i journalnotaterne fra behandlingen alene var anført, at der ikke var kontrol over infektionen, og at familien var afklarede med, at den aktive behandling af familiemedlemmet ophørte.
Retten anførte herefter følgende:
“Retten har herefter måtte henholde sig til x’ forklaring om hændelsesforløbet og om hendes samtaler med hospitalspersonalet, hvori det er forklaret, at hospitalet ikke oplyste x om, at der var en skade i form af blodforgiftning, som muligvis kunne være forårsaget af hospitalets behandling af xx”
Dommen er helt i tråd med Højesterets nyere dom trykt som U.2022.136H (som ligeledes er ført af Kroer\Fink Advokater ved Jakob Fink).
Det er glædeligt, at Retten igen har givet en af vores klienter medhold i en sag om forældelse, da det er vores opfattelse, at myndighederne har for streng en praksis på dette område.
Sagen er ført af advokat Jakob Fink.
Vi har med en nyere kendelse fra Ankenævnet for Forsikring fået hjulpet en klient med en sag mod hendes pensionsselskab.
Sagen drejede sig om, at vores klient, der havde sclerose, i mange år havde været medlem hos et pensionsselskab med ret til udbetaling af invalidepension ved varigt tab af erhvervsevne, på et tidspunkt skiftede job og blev obligatorisk medlem, hvilket betød, at præmien blev forhøjet.
Pensionsselskabet anførte, at der fra den forhøjede indbetaling indtrådte en karensperiode på 2 år, og idet hendes sclerose inden for den 2-årige periode havde udviklet sig i en sådan grad, at hun ikke reelt kunne arbejde mere end 1/3, ville pensionsselskabet udelukkende udbetale invalidepension ud fra den tidligere indbetalte præmie og altså ikke ud fra den forhøjede, selvom hun først fik tilkendt fleksjob og dermed reelt gik tilstrækkeligt ned i tid efter udløbet af den 2-årige periode.
Ankenævnet lagde i sin kendelse - trykt som 97.252 - vægt på fraværsudskrift, der viste, at hun ikke i den 2-årige periode arbejdede 12 timer ugentligt men snarere 24 timer, og på en udtalelse fra hendes tidligere chef, og Ankenævnet tilsidesatte dermed oplysninger i de kommunale akter, hvoraf det fremgik, at hun kun arbejdede 12 timer ugentligt.
Sagen er behandlet af advokat Karen Lund Petersen.
En større patienterstatningssag har efter mange års verseren nu fundet sin afslutning. Vi har i sagen bistået klienten med indledningsvis en retssag om anerkendelse, som blev vundet i byretten og siden vundet i landsretten. I den forbindelse fik vi tillige medhold i en kendelse hos Højesteret, hvor vi fik lov til at føre Patienterstatningens lægekonsulent som vidne i sagen. En kendelse som har fået betydning i mange andre patientskaderetssager.
Herefter blev sagen hjemsendt og udmålt erstatningsmæssigt, hvor der opstod tvist om omfanget af ret til tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, idet Patienterstatningen fandt, at erhvervsevnetabet kunne afskæres på grund af skadelidtes alder på skadestidspunktet. Dette blev herefter prøvet i byretten, hvor vores klient ligeledes fik medhold.
Dommen blev anket af Ankenævnet, men siden hævet igen, og sagen er nu afsluttet med en samlet erstatningsudbetaling på ca. 18 millioner kr., heraf ca. 4 millioner kr. i renter som følge af U2021.1058/2H - en Højesteretssag vi ligeledes har ført og vundet om forrentning.
Så vidt vides, er dette den største erstatningsudbetaling i en patienterstatningssag.
Spørgsmål om sagen kan ske til advokat Søren Kroer, der førte sagen.
Der er den 28. april 2022 faldet dom ved Retten i Svendborg i en sag om menneskehandel, rufferi og narkosalg, hvor en hollandsk mand blev idømt 5 ½ års fængsel.
Sagen drejede sig om 4 brasilianske kvinder, der boede og arbejdede som prostituerede i en ejendom i Svendborg, hvortil de var blevet lokket fra Brasilien via Amsterdam.
Retten tog vores påstand om tort til følge (dog med et lavere beløb end påstået), idet der ved udmåling blev lagt vægt på sagens karakter og omfang, herunder at to af kvinderne opholdt sig i huset i Svendborg i cirka en 1 uge, mens de to andre kvinder opholdt sig i huset i Svendborg i cirka 3 uger.
To af kvinderne blev tillagt 10.000 kr. i tortgodtgørelse, mens de to øvrige kvinder blev tillagt 20.000 kr. i tortgodtgørelse.
Dommen er blevet anket til landsretten.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Jakob Fink, der har været beskikket som advokat for de 4 kvinder.
https://faa.dk/artikel/menneskehandel-rufferi-og-narkosalg-sagen-g%C3%A5r-videre-til-landsretten
Amalie er pr. 1. april 2022 tiltrådt som advokatfuldmægtig hos Kroer\Fink Advokater.
Vi er glade for at have budt Amalie velkommen på kontoret.
Retten i Næstved har i dom afsagt den 22. marts 2022 givet vores klient medhold i, at hendes erstatningskrav i anledning af en patientskade ikke var forældet.
Vores klient pådrog sig en alvorlig skade i år 2007, som blev anerkendt som en erstatningsberettigende patientskade. Der blev tilkendt erstatning for diverse udgifter samt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, men derimod ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da vores klient var i stand til at fortsætte sit arbejde.
Vores klient søgte senere om genoptagelse af sagen, da hun blev bevilget fleksjob af kommunen. Anmodningen om genoptagelse blev modtaget af Patienterstatningen mindre end 10 år efter den sidste afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen, men mere end 10 år efter den sidste afgørelse fra Patienterstatningen.
Det følger af klage- og erstatningslovens § 60 b, at 10-årsfristen for anmodning om genoptagelse skal regnes fra den bindende afgørelse i sagen.
Spørgsmålet i sagen var derfor, om den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra den sidste afgørelse fra Patienterstatningen eller den sidste afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen.
Både Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at den 10-årige forældelsesfrist skulle regnes fra Patienterstatningens sidste afgørelse i den oprindelige sag, og vurderede derfor, at kravet var forældet.
Vores opfattelse var, at den bindende afgørelse i klage- og erstatningslovens § 60 b’s forstand måtte være Ankenævnet for Patienterstatningens sidste afgørelse, og at kravet derfor ikke var forældet.
Retten i Næstveds 3 dommere var enige med os i, at kravet ikke var forældet, og at 10-årsfristen skulle regnes fra Ankenævnet for Patienterstatningens sidste afgørelse i sagen. Der blev særligt lagt vægt på bestemmelsens ordlyd og de formålsbetragtninger, som er beskrevet i forarbejderne til ændringsloven.
Sagen blev betragtet som principiel, hvilket var baggrunden for at der deltog 3 dommere ved afgørelse af sagen.
Ankenævnet for Patienterstatningen har desværre anket dommen til Østre Landsret.
Sagen er ført af advokat Mikael Skou Skjoldager.
En af vores to dygtige studentermedhjælpere, Christopher, har sammen med en medstuderende som sagsøgte vundet ELSA Copenhagens årlige procedurekonkurrence, som blev afholdt den 11. marts 2022 ved Retten på Frederiksberg.
Christopher, der studerer jura på andet år på Københavns Universitet, skal nu snart i Højesteret og dyste mod jurastuderende fra Århus og Ålborg Universitet.
Kroer\Fink Advokater har ført og vundet en sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen vedrørende tabt arbejdsfortjeneste.
Parterne var i sagen enige om, at vores klient var blevet påført en svær invaliderende patientskade medfølgende et meget langt sygdomsforløb, og vores klient blev tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men Ankenævnet for Patienterstatningen havde nedsat erstatningen både fordi Ankenævnet ikke fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at vores klient havde fået tilbudt og tiltrådt et job på skadestidspunktet, og fordi Ankenævnet ikke mente, at vores klient kunne arbejde på fuld tid med hans grundlidelse, selv hvis patientskaden ikke var sket.
Vores klient havde en grundlidelse i form af en tarmsygdom, der havde medført, at han efter gymnasiet var bevilget revalidering til en videregående uddannelse inden for det samfundsvidenskabelige område.
Efter endt uddannelse havde vores klient gået ledig i 2 år men havde stået til rådighed for det ordinære arbejdsmarked. Han havde i ledighedsperioden deltaget i to virksomhedspraktikperioder på fuld tid. På skadestidspunktet var vores klient netop tiltrådt en fuldtidsstilling som restaurantchef, men han havde endnu ikke modtaget en underskrevet ansættelseskontrakt.
Ankenævnet havde indhentet en bekræftelse fra vores klients chef på ansættelse samt lønvilkår, men på trods heraf mente Ankenævnet ikke, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at vores klient havde fået og tiltrådt jobbet. Derfor tog Ankenævnet ikke udgangspunkt i lønnen i det tilkendte job i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, men tog i stedet udgangspunkt i lønnen i en stilling som tjenervikar, som vores klient havde bestridt i en måned hen over en sommerperiode, ligesom Ankenævnet først tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra knap et halvt år efter udløbet af den forventede sygeperiode, idet vores klient måtte forvente en yderligere ledighedsperiode, før han havde fået sig et job, hvis ikke patientskaden var sket. Ankenævnet vurderede endvidere, at vores klients grundsygdom ville have hindret ham i at arbejde på fuld tid også uden patientskaden, og at han skønsmæssigt kun kunne have arbejdet 30 timer ugentligt.
Erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste tog således efter vores opfattelse udgangspunkt i en for lav månedsløn (tjenervikar frem for restaurantchef), ligesom den var tilkendt for sent samtidig med, at den uretmæssigt var nedsat fra en forventet fuldtidsstilling til en 30 timers stilling.
Ved vidneforklaringer for byretten kunne vores klients chefs tidligere udtalelse bekræftes, og vi fik medhold i, at det var tilstrækkelig dokumenteret, at vores klient havde fået og tiltrådt jobbet som restaurantchef, hvorfor erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skulle tage udgangspunkt i lønnen, vores klient kunne have oppebåret i denne stilling. Endvidere fik vi medhold i, at vores klient kunne have varetaget en stilling på fuld tid, såfremt patientskaden ikke var sket.
Det vides ikke, om dommen ankes.
Sagen blev ført af advokat Karen Lund Petersen.
Vi starter året med en nyhed om en vundet retssag mod Ankenævnet for Patienterstatningen.
Dommen er fra den 30. september 2021 og er afsagt af Retten i Sønderborg, og dommen er ikke blevet anket.
Sagen drejede sig om, hvorvidt vores klient var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en anerkendt patientskade.
Vores klient fik i december 2011 konstateret essentiel trombycytose, der er en kronisk myeloproliferativ neoplasi. Som følge af forsinket diagnosticering og behandling af højresidig nethindeløsning blev vores klient påført en patientskade, der blev anerkendt som erstatningsberettigende af Patienterstatningen.
Hverken Patienterstatningen eller Ankenævnet for Patienterstatningen fandt, at vores klient var berettiget til tab af erhvervsevne som følge af patientskaden, selvom hun blev tilkendt førtidspension, bl.a. begrundet i gener relateret til skaden.
Sagen blev under retssagen forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på en uvildig udtalelse om erhvervsevnetabets størrelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring gav vores klient medhold i, at der forelå et erhvervsevnetab på 15 %. Ankenævnet for Patienterstatningen var ikke enig i udtalelsen, hvorfor sagen måtte gennemføres i Retten.
Retten valgte at følge den vejledende udtalelse og tillagde det afgørende betydning, at der ved vurderingen var indgået, at vores klient forud for behandlingsskaden havde haft en mangeårig stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, og at hun har været gennem to praktikforløb, hvor det arbejdsmæssige funktionsniveau havde været meget nedsat dels grundet øgede smerter i kroppen, hænder og fingre og dels problemer med synet.
Retten fandt dermed, at der forelå et såkaldt ”sikkert grundlag” for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse.
Dommen er en understregning af, at en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er og bør være en fornøden ”løftestang” for en skadelidt til at få medhold over for en offentlig myndighed, når udtalelsen ellers – som det var tilfældet her – er saglig og velbegrundet.
Sagen er blevet ført af advokat Mikael Skou Skjoldager.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske klienter, samarbejdspartnere, modparter og alle andre, der måtte læse med, en glædelig jul og et godt nytår.
Året har desværre - som 2020 - i betydeligt omfang stået i pandemiens tegn, men vi håber og krydser fingre for, at 2022 bliver et mere ”normalt” år for alle, selvom udsigterne lige nu måske kan synes lidt dystre.
På det faglige plan fik vi den 13. oktober 2021 - forhåbentligt til gavn for mange patienter - markeret os med en vigtig sejr i Højesteret, der har resulteret i, at patientskademyndighedernes - i vores optik - for restriktive prakis i forhold til forældelse ikke kan opretholdes. Dette er nu anden gang i træk (efter den vundne “rentesag” i 2021), at kontoret har fået medhold i Højesteret over for Ankenævnet for Patienterstatningen.
Vi ser frem til 2022, hvor der venter nye vigtige kampe mod forsikrings- og pensionsselskaberne samt myndighederne.